Alanya under corona

I denne søde Juletid …! Kan du genkende ordene..? Jamen kalenderen siger at det nu er begyndelsen til den søde Juletid - der er lige knap en enkelt måned til Juleaften og man ser den begyndende juletravlhed mikse sig med den kendsgerning at vi lever i en farlig Coronatid.

Skal vi så ikke holde Jul i år..? Jo, selvfølgelig skal der holdes Jul, men det bliver nok næppe Alanya der bliver vært i år. Jeg tror jeg taler på manges vegne, når jeg udtrykker at jeg savner den helt specielle julestemning der normalt hersker i Alanya. Jeg mindes med stor glæde det fantastiske flotte julemarked der hvert år folder sig ud med deres mange internationale bud på hvordan en rigtig Jul skal smage og se ud.

Det ville være rart at kunne bringe den gode nyhed at smitten påverdensplan klinger af, men det er desværre på ingen måde tilfældet. Netop i disse minutter runder verden 60 millioner smittede mennesker og i nærheden af 1,5 millioner Corona-ofre der er døde indtil nu. Til sammenligning kan det nævnes at der under den Spanske Syge var mellem 50 og 100 millioner der døde (i Danmark døde mellem 15.000 og 18.000 danskere) - et ikke særligt nøjagtigt tal, da man på den tid (1918 til 1920) ikke gjorde sig så meget i statistikker og registre.

Man kan selvfølgelig ikke sammenligne Den Spanske Syge og Corona pandemien, idet Corona virussen på ingen måde er så dødelig som Den Spanske Syge. Der kom 3 bølger og man fandt aldrig hverken en behandling eller en vaccine imod den pandemi og den forsvandt lige så hurtigt som den dukkede op.

Vi er her en del bedre stillet i 2020 end for hundrede år siden. Vi har i øjeblikket ikke mindre en 60 lovende vaccinekandidater og en lille halv snes er før en større vaccinering kommer på tale bredt rundt i verden. EU har sikret sine medlemslande nok vacciner til at vaccinere hele deres befolkninger og meget tyder på at de allerførste doser vil lande i EU i slutningen af december 2020. Positive tanker og gode nyheder. Hvis man så skulle være lidt bekymret, ville det for mit vedkommende nok dreje lidt i retning af, om fordelingen af disse fremtidige vacciner nu også er klogt arrangeret. Et sted stod det at læse at hver Canadier er sikret hele 9 doser vaccine, EU har lavet aftaler med 6 medicinalfirmaer til så rigeligt at dække Europas behov, USA brager også derudaf med at presse på fremstillingen af vacciner, så snart en nød-godkendelse foreligger.

Men hvad med 3. landene…? Hvad med Etiopien og andre fattige stater og lande, der endnu ikke har kunnet skaffe sig aftaler om vaccine til bare deres sundhedspersonale for slet ikke at tale om de ældre og kronisk syge ..!

Det er måske lidt betænkeligt og måske også lidt naivt, eftersom Corona-virus ikke skal bruge noget rejsepas for at passere en grænse. Vi er alle i den samme båd.

Corona er slemt - ingen tvivl om det. Aldrig har en pandemi fået mere opmærksomhed end netop Corona. Egentligt lidt underligt, da der i den grad er mange andre forhold i verden der slår rigtig mange mennesker ihjel.

Lad mig nævne at luftforureningen slår mere end 400.000 mennesker ihjel om året. Faktisk dør 4.200 danskere om året af luftforurening. Det største problem verden har er sult. 795 millioner mennesker går sulten i seng hver aften. Mere end 8.000 børn dør hver eneste dag af sult. Et tal på årsbasis der langt overstiger Corona. Og sådan kunne vi blive ved.

En normal influenza sæson ville i Danmark også kræve flere dødsfald end Corona indtil nu har krævet i Danmark.

Ved at holde afstand, spritte i en uendelighed og holde en høj håndhygiejne, er disse influenza epidemier næsten forsvundet.

Tyrkiet har også i den forløbne uge truffet aftale med Pfizer og BioNTech om levering af 1 million doser allerede i december 2020 og yderligere forhandles der om 25 millioner flere doser i 2021. En positiv nyhed fra sundhedsminister Fahrettin Koca i onsdags.

Det forventes at netop Pfizer og BioNTech fremstiller 1,3 milliarder doser i 2021.

Medicinalfirmaet har allerede nu på forhånd startet en produktion af vaccinen på ikke mindre end 50 millioner portioner - nok til at vaccinere 25 millioner mennesker allerede i 2020.

Fra i lørdags indførte Tyrkiet så yderligere restriktioner. Børn og ældre må således kun bevæge sig udenfor hjemmet i max 3 timer om dagen. Skoleelever sendes hjem igen og restauranter og cafeer lukkes og må kun servere take-away mad. Det er Tyrkiets 2. nedlukning under Coronapandemien.

I Alanya rammer krisen også hårdt. Mange har sat vagter på deres banan og Avocado plantager, da disse er blevet et yndet mål for organiseret tyverier. Normalt får tyrkiske bønder op til 18 lira for et kilo avocado og selvom det for mange af os ikke syntes at være de store summer, så viser det med al tydelighed at krisen er alvorlig for det lokale samfund.

I krisetider blomstrer kreativiteten for at overleve og bananer og avocadoer er nok ikke det sidste vi får at se på den bane.

Vejret i Alanya er ikke rigtig varmt, men som nogle af de gode forårsdage vi alle kender så godt. Lidt gråt indimellem og regn kommer der også noget af, men ellers ganske godt vejr årstiden taget i betragtning.

Man ser stadig familier på shoppingture og konceptet Take-Away er endnu ikke slået helt igennem. Istedet for at tage maden med hjem, placerer folk sig på bænke, trapper, gulvet og parker i ganske tæt formation. Desværre er det ikke alle tyrkere der har forstået begrebet afstand.

Sidste status på Corona. Tyrkiet har 453.535 registrerede smittede, mens 12.511 er meldt døde. På verdensplan er der 59.559.600 smittede og 1.404.900 døde.

HUSK: Pas rigtig godt på Jer selv.

Gitte og Anders